I denne her weekend var jeg alene hjemme, så symaskinen, stof i lange baner og jeg indtog det meste af lejligheden. Det blev i alt til 2 sæt babysengetøj, 1 sengerand, 1 nyt betræk til ammepude og en stofslange. Jeg er især blevet rigtig glad for den måde sengetøjet er endt ud med at være.
Sengeranden er syet af en blanding af bomuldsstof og en af min mors gamle nederdele købt i Australien for 15 år siden (Den blå med guld elefanter). Der er også et turkis piping bånd langs med den øverste kant. Jeg mangler at påsy bånd til at binde sengeranden fast til sengen, men dette kan jeg først gøre, når sengen er samlet.
Jeg har arvet en ammepude, men synes den kunne trænge til et nyt betræk, så den fik det resterende af stjernestoffet, som også blev brugt til sengetøjet.
Jeg har syet en tøjslange af mange forskellige stofrester. Jeg tænker slangen skal bruges til at afgrænse områder fx en for stor seng til den kommende baby. Slangen blev en smule tyndere end jeg havde regnet med, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar