torsdag den 30. april 2015

Projekt nye sofapuder part 2 og 3.

For et stykke tid siden startede med på et projekt med at få lavet nogle nye sofapuder. Den første blev færdig og er nævnt i et tidligere indlæg. De to sidste puder er også blevet færdige.
Den første pude er hæklet efter en opskrift fra Tante Grøn. Forside tog et godt stykke tid med alle boblerne, men jeg er blevet rigtig glad for resultatet.




Den anden pude er syet i stof fra Ikea med hjemmelavet tittekant af skråbånd. Jeg valgte stoffet for at give lidt farve til sofaen også. Puden er ret stor og har vist sig at være rigtig god at have i stolen når der skal ammes.


mandag den 13. april 2015

Ninja Turtles til barnevognskæde

Mit tidligere projekt barnevognskæde er nu i stedet blevet til en uro, så der skal en ny barnevognskæde til. I bogen "flere hæklede dyr" er der en opskrift på en skildpadde, som også kan laves om til en Ninja Turtle.


Jeg synes de er blevet ret fine og glæder mig til at prøve at hænge dem op i barnevognen næste gang jeg er hjemme hos mine forældre (De opbevarer vognen til baby kommer).

Sy-weekend

I denne her weekend var jeg alene hjemme, så symaskinen, stof i lange baner og jeg indtog det meste af lejligheden. Det blev i alt til 2 sæt babysengetøj, 1 sengerand, 1 nyt betræk til ammepude og en stofslange. Jeg er især blevet rigtig glad for den måde sengetøjet er endt ud med at være.

 Sengetøjet er syet med pipingkant. Jeg havde aldrig prøvet dette før, men jeg synes det giver en rigtig god finish på sengetøjet. Derudover har jeg syet skjult lynlås i, så dynen bliver på plads :-)
 Sengeranden er syet af en blanding af bomuldsstof og en af min mors gamle nederdele købt i Australien for 15 år siden (Den blå med guld elefanter). Der er også et turkis piping bånd langs med den øverste kant. Jeg mangler at påsy bånd til at binde sengeranden fast til sengen, men dette kan jeg først gøre, når sengen er samlet.

 Jeg har arvet en ammepude, men synes den kunne trænge til et nyt betræk, så den fik det resterende  af stjernestoffet, som også blev brugt til sengetøjet.

Jeg har syet en tøjslange af mange forskellige stofrester. Jeg tænker slangen skal bruges til at afgrænse områder fx en for stor seng til den kommende baby. Slangen blev en smule tyndere end jeg havde regnet med, men alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet.